Le téléphone n’était pas encore à cette époque d’un usage aussi courant qu’aujourd’hui.


Opphavleg tekst:
«Le téléphone n’était pas encore à cette époque d’un usage aussi courant qu’aujourd’hui. Et pourtant l’habitude met si peu de temps à dépouiller de leur mystère les forces sacrées avec lesquelles nous sommes en contact que, n’ayant pas eu ma communication immédiatement, la seule pensée que j’eus, ce fut que c’était bien long, bien incommode, et presque l’intention d’adresser une plainte : comme nous tous maintenant, je ne trouvais pas assez rapide à mon gré, dans ses brusques changements, l’admirable féerie à laquelle quelques instants suffisent pour qu’apparaisse près de nous, invisible mais présent, l’être à qui nous voulions parler et qui, restant à sa table, dans la ville qu’il habite (pour ma grand-mère, c’était Paris), sous un ciel différent du nôtre, par un temps qui n’est pas forcément le même, au milieu de circonstances et de préoccupations que nous ignorons, et que cet être va nous dire, se trouve tout à coup transporté à des centaines de lieues (lui et toute l’ambiance où il reste plongé) près de notre oreille, au moment où notre caprice l’a ordonné.»

Informasjon
Opphav: Marcel Proust

Kjelde:À la recherche du temps perdu (bok)
Le Côté de Guermantes (bok)
Opphavleg mål: Fransk
År: 1920

Stikkord
telefon
nyvinningar
vanar
magi
«På den tida var ikkje telefonen så vanleg brukt som i dag. Og likevel treng vanen så kort tid til å avmystifisera dei heilage kreftene me er i kontakt med at, då eg ikkje fekk kontakt med ein gong, var den einaste tanken min at det var svært seindrektig, svært dårleg, og var nær ved å senda ein klage: som for alle no, var han ikkje rask nok for meg, med sine krappe endringar, denne beundringsverdige trolldommen som berre treng nokre augneblikk til å bringa fram like ved oss, usynleg men til stades, det vesenet me vil snakka med og som, sitjande ved bordet sitt, i byen det byr i (for bestemor mi var det Paris), under ein annan himmel enn oss sjølv, i vêr som ikkje treng vera det same, midt i tilhøve og tankar som me ikkje kjenner til, og som dette vesenet kan seia oss, det finn seg med eitt transportet hundrevis av kilometer (det og alt som er rundt det) til like ved øyra vårt, på den tida lysta vår krev det.»
Telefonreklame med handelsguden Hermes/Merkur frå 1913.
Communauté silhouette modif.jpg
«På den tida var ikkje telefonen så vanleg brukt som i dag. Og likevel treng vanen så kort tid til å avmystifisera dei heilage kreftene me er i kontakt med at, då eg ikkje fekk kontakt med ein gong, var den einaste tanken min at det var svært seindrektig, svært dårleg, og var nær ved å senda ein klage: som for alle no, var han ikkje rask nok for meg, med sine krappe endringar, denne beundringsverdige trolldommen som berre treng nokre augneblikk til å bringa fram like ved oss, usynleg men til stades, det vesenet me vil snakka med og som, sitjande ved bordet sitt, i byen det byr i (for bestemor mi var det Paris), under ein annan himmel enn oss sjølv, i vêr som ikkje treng vera det same, midt i tilhøve og tankar som me ikkje kjenner til, og som dette vesenet kan seia oss, det finn seg med eitt transportet hundrevis av kilometer (det og alt som er rundt det) til like ved øyra vårt, på den tida lysta vår krev det.»   Marcel Proust